10.1.1 Løbende videresendelse af oplysninger fra BBR til CPR

18.01.2007

Videresendelsen af oplysninger fra BBR til CPR foregår som hovedregel maskinelt på grundlag af den almindelige ajourføring af oplysninger om boligmassen i BBR.

Der vil således blive udtrukket oplysninger om tilgang og nedlæggelse af enhedsadresser samt om ændringer af boligtypekoder, der herefter videresendes og indsættes i CPR's boligregister.

Udover videresendelsen til CPR er der endvidere åbnet mulighed for, i undtagelsestilfælde, at overføre oplysninger til CPR om eksisterende boligtypekoder for enhedsadresser i BBR. Denne overførsel udløses ved en manuel indrapportering til et særligt felt (378) "adressekode" i BBR's stamregister.

Adressen og boligtypekoden (felt 308) anvendes som bindeled mellem BBR og CPR. Kommunikationen mellem registrene er tilrettelagt, således at alle enhedsadresser i BBR findes i CPR's adresseindeks.

10.1.1.1 Indrapporteringer af oplysninger

Indrapporteringer af oplysninger om oprettelse og nedlæggelse af boliger samt om ændring af boligtypekode

Fra BBR-ændringsregistret videresendes samtlige enhedsadresser til CPR for påbegyndt nybyggeri. I CPR oprettes adressen og/eller indsættes boligtypekode 8 til markering af, at byggeriet i BBR er registreret som værende under opførelse.

Når byggeriet fuldføres eller ibrugtagningstilladelse udstedes, og oplysningerne overføres til BBR-stamregistret, videresendes oplysning til CPR, således at den midlertidige boligtypekode 8 erstattes af den relevante boligtypekode.

Vedrørende en beskrivelse af boligtypekoderne henvises til sektion 5, afsnit 5.10.

Ved overførsel af oplysninger fra BBR-ændringsregistret til BBR-stamregistret samt ved direkte indrapporteringer til BBR-stamregistret foretages følgende maskinelle videresendelse til CPR:

- Ved nytilgang af enhedsadresser.

- Ved afgang (og herunder overgang til erhverv) af enhedsadresser. Hvis boligtypekode 1, 2, 3, 4 eller 5 indsættes en boligtypekode 7 i CPR. Boligtypekode 7 angiver, at boligen er nedlagt i BBR.

- Ved ændring af boligtypekoden, indsættes den nye boligtypekode i CPR.

En maskinel videresendelse til CPR med oplysning om afgang af en boligenhed i BBR samtidig med, at der i CPR er registreret personer på adressen, vil resultere i afvisning, der manuelt behandles af CPR-kontoret og kommunen.

Forholdet kan skyldes, at personen(erne) har undladt at melde flytning til folkeregistret eller iøvrigt er registreret med en fejlagtig adresse, at indrapporteringen til BBR er fejlagtig (boligen findes fortsat), at personen(erne) fortsat bor på adressen, men har taget ophold i boliger, der ikke skal registreres i BBR, f.eks. campingvogne o.lign.

I sidstnævnte tilfælde skal folkeregistret indbe-rette en boligtypekode 6 gennem CPR-kontoret.

10.1.1.2 Beskrivelse af felt 378 i BBR-stamregistret

- Overførsel fra BBR til CPR af oplysninger om eksisterende boligtypekode for boligadresser.

Der er mulighed for en overførsel af oplysninger om boligtypekode fra BBR til CPR gennem indberetning af kode 9 til felt 378.

Ovennævnte overførsel af boligtypekode til CPR vil være en følge af, at personer i CPR er registreret med en adresse uden eller med forkert boligtypekode.

Har man kendskab til, at der findes en godkendt tom bolig, f.eks. diplomatbolig, bolig for folketingsmedlem, montørbolig m.v., kan dette registreres i BBR via folkeregistret.

Folkeregistret indberetter boligtypekode 9 til CPR's boligregister, som maskinelt overfører en *-markering til BBR (felt 378).

Ved persontilmelding af boligen blankes feltet via CPR's boligregister og der udskrives en kvitteringsliste til kommunen.

Når feltet blankes, returnerer BBR boligtypekoden fra felt 308 til CPR's boligregister.