2.2.1 Ejendomsniveauet

28.03.2007

I BBR registreres oplysninger om samtlige bebyggede ejendomme, hvorved forstås ejendomme, der er bebygget i BBR-lovens forstand, jf. afsnit 2.2.2.

Ejendomsniveauet i BBR knytter sig til den vurderingsmæssige ejendomsafgrænsning. Denne afgrænsning er valgt for at opnå overensstemmelse mellem ejendomsbegrebet i Det Fælleskommunale Ejendomsdatasystem (ESR) og i BBR.

Ved en ejendom i ESR forstås

  • arealer, som i matriklen er opført under et matrikelnummer
  • arealer, der er opført under flere matrikelnumre, når de ifølge notering i matriklen og tingbogen skal holdes forenede (jf. udstykningslovens § 2)
  • arealer, der tilhører samme ejer og udgør en driftsenhed. Landbrugsejendomme, der drives sammen (jf. § 9 i lov om landbrugsejendomme), registreres dog hver for sig
  • bygninger opført på lejet grund.

Ejerlejligheder afviger fra den anførte definition på en selvstændig ejendom. I BBR registreres ejerlejligheder som bolig- eller erhvervsenheder. Ejerlejlighedens ejendomsnummer i ejendomsregistret registeres som en særskilt oplysning på den enkelte enhed, således at ejerlejligheden ved registrets anvendelse, fx. til vurderingsformål, kan fremkomme som en selvstændig ejendom.

BBR omfatter samtlige bygninger. Det betyder, at registret også omfatter bebyggelser, der er undtaget fra vurdering, såsom kirker og stations-, administrations- og værkstedsbygninger i forbindelse med jernbane- og havneanlæg mv.