2.2.3 Niveau for bolig- eller erhvervsenheder

28.03.2007

Ved en bolig- eller erhvervsenhed i BBR forstås et sammenhængende areal i en bygning, hvortil der er selvstændig adgang med tilknyttet adresse.

En boligenhed vil herefter være det samme som en beboelseslejlighed, et enkeltværelse eller en blandet bolig- og erhvervsenhed. En erhvervsenhed kan være et erhvervslejemål.

Omfatter et lejemål flere adskilte arealer, der hver for sig har selvstændig adgang med tilknyttet adresse, skal lejemålet opfattes som bestående af flere bolig- eller erhvervsenheder, som registreres særskilt. Anvender ejeren selv adskilte arealer, hvortil der er selvstændig adgang med tilknyttet adresse, betragtes også disse som særskilte boliger eller erhvervsenheder.

For bygninger, der anvendes udelukkende til beboelse, foretages en fuldstændig opdeling af arealet på boligenheder.

For bygninger, der anvendes til både bolig og erhverv, foretages en fuldstændig opdeling på bolig- og erhvervsenheder. For bygninger, hvor det samlede areal af boligenhederne udgør mindre end 5 pct. af det samlede bygningsareal, foretages dog kun en opdeling på enheder for den del af bygningen, der udelukkende anvendes til beboelse eller til blandet erhverv og beboelse. For det resterende erhvervsareal kræves ikke opdeling på erhvervsenheder.

For bygninger, der udelukkende anvendes til erhverv, er der altså intet krav om opdeling i enheder.