5.6 Udlejningsforhold

15.03.2007

Oplysninger om udlejningsforhold registreres i BBR for den enkelte bolig- og erhvervsenhed.

Udlejningsforholdene er beskrevet i datafelterne 322 og 392.

Felt 322 ajourføres i forbindelse med indsamling af huslejeoplysninger, jf. sektion 5 afsnit 5.7.

Hvis huslejeoplysningen (felt 323) er indberettet maskinelt vil der i felt 322 være anført et "M".

Hvis huslejeoplysningen er indberettet via huslejeskema kan feltet indeholde følgende værdier:

Blank Udlejet i almindeligt lejemål, herunder tjeneste-, funktionær- og friboliger

L Ledig (ikke udlejet)

E Benyttet af ejeren

H Huslejen er registreret på en anden af lejemålets adresser. Henvisning kan forekomme fra bygning til bygning og fra enhed til enhed. Der kan ikke forekomme henvisning fra bygning til enhed og omvendt.

Datafelt 392 (udlejningsforhold 2) dannes i forbindelse med samkøring af BBR, CPR og ESR. Datafeltet dannes maskinelt, og der er ikke mulighed for manuel indberetning. Feltet har følgende dataindhold:

1. Udlejet

2. Benyttet af ejeren

3. Ikke benyttet (uden CPR-tilmelding)

Feltet ajourføres i januar og marts måned for samtlige kommuner, dels i forbindelse med vurderingsopgaven, dels ved beregning af bloktilskud fra staten til kommunerne. I perioden efter en samkøring forældes oplysningerne gradvist og behæftes med fejl i det omfang f.eks. ejerboliger skifter anvendelse til udlejningsboliger eller omvendt.

Der er derfor mulighed for, at den enkelte kommune hos Erhvervs- og Boligstyrelsen kan bestille ajourføringer af feltet efter behov. Henvendelse om ajourføring af felt 392 skal foretages på den blanket, der er vist i bilag 1. Blanketten, der skal underskrives af BBR-registerføreren, indsendes til Erhvervs- og Boligstyrelsen. Af hensyn til eventuelle fremtidige ajourføringer, bør kommunen benytte en fotokopi af den originale blanket.

Når en henvendelse er Erhvervs- og Boligstyrelsen i hænde inden den 3. i en måned, vil feltet normalt kunne ajourføres i samme måned.